Om det at blive mor…

Inden jeg fødte, gjorde jeg mig mange tanker om den første tid efter fødslen. Jeg fulgte jo i forvejen en del mødre herinde, og så hele tiden på de sociale medier, hvor lykkelige og glade mor og far var efter baby var kommet til verden. Hvordan alt omkring dem forsvandt i dét øjeblik baby kom op på deres brystkasse for første gang, hvordan de aldrig nogensinde har følt en vildere og stærkere kærlighed, end da deres baby lå hos dem for første gang. Jeg glædede mig, jeg glædede mig afsindigt til lige præcis dét øjeblik. 
Vi havde en lang og hård fødsel, og i det sekund Alma var ude, blev navlestrengen klippet af en jordemoder, og hun blev flået væk fra mig. Efter 31 udmattende timer, opfattede jeg ikke rigtigt hvad der skete, jeg hørte ikke engang da de fik gang i hende igen, og hun begyndte at skrige. Jeg så hende for første gang, holdte hende for første gang, ammede hende for første gang, og i det sekund blev jeg ramt af en enorm beskyttertrang. Jeg følte ikke kærlighed, jeg følte beskyttertrang, men jeg elskede ikke det her fantastiske lille væsen der lige var kommet ud af mig. 
I stedet følte jeg sorg, jeg havde en følelse af at hele min mave var fuldstændig snøret sammen, jeg anede ikke hvordan at jeg nogensinde skulle kunne påtage mig det kæmpe ansvar, og tage mig af dette lille og uskyldige menneske, som var 100% afhængig af MIG. 
Jeg følte sorg, jeg følte sorg over at graviditeten og de forestillinger jeg havde gjort mig om fødslen og de første timer efter, på ingen måde blev indfriet. Jeg følte, at jeg var gået glip af noget, hvor var den ubetingede kærlighed som alle snakkede om? 
Som tiden gik, fik jeg sat ord på mine følelser, men jeg sørger stadigvæk den dag i dag, over at intet i forbindelse med fødslen eller den første tid efter, blev som jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg havde aldrig nogensinde i min vildeste fantasi, troet at jeg skulle blive ramt af så dyb en usikkerhed og frygt for ikke at gøre det godt nok. 
Først da Alma blev 2,5 måned begyndte kærligheden så småt at vokse, og nu elsker jeg dette lille menneske højere end noget andet i hele verdenen. 
#sænkbarrenmor#duergodnokmor#tabu#fødsel#barsel#40ugerefter

Written by

Mit navn er Cille, jeg er tyve år gammel og mor til Alma. Denne her blog vil primært komme til at handle om mit liv som solo-mor til Alma som er fra august 2018, derudover vil den handle om dét at bryde den sociale arv, min egen barndom med misbrug og omsorgssvigt og hvordan jeg håndteret det ifht. mit nuværende forældreskab. Jeg går meget ind for at skrive om alle de forbudte tanker mange andre forældre går med og sætte fokus på, at det er helt ok, at det kan være skide hårdt at blive forældre. #ifavn #vikleri #solomor #mælkebøttemor #mønsterbryder #socialarv

Skriv et svar